December 2012

Pakker fra nissen i julesokkerne, hjemmebagte pebernødder, drillenisser, pynte juletræ, hygge og sygdom. Sådan gik julen her hos os. Theodor blev rigtig glad for, og god til, at åbne pakker, og så blev han i øvrigt ammet for sidste gang den 4. dec. Luca blev rigtig meget glad for at FÅ pakker. Der lå flot sne udenfor det mest af december, men få dage før juleaften smeltede det hele. Vi holdt jul hjemme hos mormor og morfar og oldemor var der også. Hun havde godt nok været 9 dage på hospitalet, hvor Luca og mor besøgte hende. Hun kom dog hjem den 22. Den 21. blev både Theo og mor syge med influenza – øv bøv 🙁 Mor var over en uge om at blive rask. Theo havde også været syg 14 dage før juleaften, med underlige vabler på ballerne. Vi fandt ikke ud af hvad det var. Mor og far prøvede at overtale Luca til at give sutterne til julemanden, men den gik ikke. “Så får jeg nok nogle nye sutter af ham” mente Luca. Theodor er blevet meget mere udadvendt i vuggestuen, på trods af megen sygdom og på trods af, at der nu er 15 børn og 4 voksne på den lille stue. Luca er er også rigtig glad for at gå i børnehave og snakker meget om sine venner. Her er I nu kun 13 børn og 2 voksne på samme størrelse stue.

På trods af sygdom havde vi en hyggelig juleferie, med al jeres nye legetøj og en enkelt julefrokost. Nytårsaften kom Daria, Yavor og Emil på besøg. De kom lige fra Barcelona, hvor de havde holdt jul. Vi spiste tapas, så der var lidt for enhver smag.

Godt nytår dejlige unger. Jeg håber og tror vi får rigtig mange dejlige og hyggelige stunder sammen i det nye år.